48 timer i Aalborg

48 timer i Aalborg

Sæt X i kalenderen og smut en weekend til skønne Aalborg

 Artiklen kan indeholde reklamer

Aalborg ligger smukt i toppen af Danmark, og er let tilgængelig med tog, bus og fly fra København. Der er mere end 15 daglige flyafgange, og turen tager kun 30 – 45 minutter. Hvis man rejser med tog fra København, er rejsetiden ca. 4,5 time. Med bus er rejsetiden fra København ca. 5 timer og den absolut billigste måde at komme til Aalborg på.
Byen er desuden forbundet med direkte fly til flere af Europas storbyer som Amsterdam , London og Oslo.

limfjorden
Sommeraften ved fjorden.

Vi har udvalgt nogle af vores yndlingssteder, som man kan udforske på et 48-timers besøg i vores by. Aalborg har masser at byde på året rundt, der er altid noget at se og gøre. I denne artikel deler vi ud af vores yndlingsting, som vil være oplagte aktiviteter i løbet af en sommerweekend.

Fredag – dag 1

Efter at have afleveret bagagen på overnatningsstedet, er det tid til at vaske støvet fra rejsen bort. Med Aalborgs nærhed til vandet er der flere muligheder. Vi foreslår enten en slentretur mod vest langs havnefronten eller at man hopper på bus nummer 2 og sætter kursen mod “Vestre Fjordpark”.

vestre fjordpark, limfjorden, aalborg
Vestre Fjordpark

I dette 165.000 kvadratmeter store rekreative område er der rige muligheder for en forfriskende dukkert. Enten en tur direkte i Limfjorden eller man kan plaske rundt i et af de store bassiner, der er beregnet til formålet, og med dejligt køligt, filtreret vand fra fjorden. Herfra er der en vidunderlig udsigt over til den lille ø Egholm og mod de grønne bakker i Nørresundby. Der er gratis adgang.

Vandkvaliteten i Limfjorden er god, men pas på strømmen, som til tider kan være ret kraftig.

Efter svømmeturen kan man enten hænge lidt ud i Fjordparken, eller tage tilbage mod Aalborg. Går man langs havnefronten tilbage mod centrum af byen, vil man passere Kulturbroen. En smal gangbro, der er fastgjort til siden af jernbanebroen. Smut en tur over fjorden op oplev lidt af Lindholm Strandpark.

kulturbroen, aalborg
Kulturbroen

Efter at have krydset fjorden, kan man til venstre se Lindholm Strandpark. Et dejligt rekreativt område uden en masse virak og hurlumhej. Her mødes folk fra byen når hunden luftes, eller hvis man har taget turen ud for enden af den tange, der indrammer søen, for at snuppe en dukkert fra badebroen. En badebro, som borgerne i Nørresundby i øvrigt selv har samlet ind til for at få mulighed for at hoppe i fjorden. Her mødes ung som gammel, danskere som internationale, og på bedste vis hilser og småsnakker alle med hinanden. En lille social oase af de aller bedste.

Badebroen i Lindholm Strandpark, hvor folk mødes og snakker på kryds og tværs.

Har man brug for at blive tanket op på koffein, skal man på vej mod Limfjordsbroen besøge VM MADHUS. Med deres store terrasse ved vandet og den fantastiske udsigt over fjorden er det et perfekt sted til en kop kaffe eller måske en bid brød.

Victors Madhus
VM Madhus er et rigtig godt valg, hvis man vil have god mad til rimelige priser. Udsigten fra deres terrasse er storslået.

Fortsæt langs havnefronten til Limfjordsbroen, hvor man igen krydser fjorden. Tilbage i Aalborg er det tid til at smage på nogle af byens virkelig velsmagende lokalt bryggede øl. Sæt kursen mod CW. Obels Plads, et meget hyggeligt lille torv med god stemning og masser af glade mennesker.

søgaards bryghus, beer, øl, aalborg,

Vi anbefaler et besøg på Søgaards Bryghus, et mikrobryggeri, hvor brygmesteren brygger sæsonbetonede øl. Der er altid omkring 24 forskellige øl i hanerne. Find dine egne favoritter. For tiden drikker vi deres lækre “clockwork orange” med stor fornøjelse.

 

søgaards bryghus, aalborg
Nyd en håndbrygget iskold øl på Søgaards Bryghus.

Efter en øl eller to er det nok ved at være tid til aftensmad. Aalborg har et stort udvalg af restauranter, og det kan være svært at vælge, men til din første aften i byen vil vi anbefale Restaurant Applaus, som med meget rimelige priser leverer mad af god kvalitet. Vælg evt. en menu inklusive enten vin- eller saft menu.

Fredag slutter på bedste vis med en cocktail på Helmuth. Stedet er overdådigt udsmykket af en af Aalborgs stoltheder, blomsterdesigner Jonas Jensen. Prøv cocktailen Filippa “ÆWLE”, som er lavet på det klassiske danske Felippa æble. Men pas på, den cocktail er stærkt vanedannende …

Lørdag – dag 2

Lørdag morgen bør man starte med en lækker morgenmad på café Penny Lane. Vi anser Penny Lane for at være en af de bedste caféer i byen. Den oser af atmosfære og hygge. Man får altid en god service, og mad og bagværk er af høj kvalitet og selvfølgelig hjemmelavet. Deres brød og kager er økologiske og usædvanligt velsmagende. Forkæl dig selv med en brunch, og hvis det ikke stiller sulten, kan man fortsætte med vores absolutte Penny-favorit … en lækker “Bedstemor bolle” 😁. Om lørdagen åbner Penny Lane kl. 8.00.

Efter morgenmaden bør næste punkt på lørdagens program være en gåtur langs havnefronten, igen mod vest forbi lystbådehavnen til Fjordbyen .Fjordbyen er en unik del af Aalborg, som man ikke finder lignende i miles omkreds. Atmosfæren er helt speciel, og man føler, at der er plads til alle her.

Mange af husene i Fjordbyen ligner kolonihavehuse, og næsten alle er spændende dekoreret, ofte med et humoristisk twist.

Her må man stort set alt, når det handler om at skabe et fantasifuldt hus, så længe ens naboer er glade. Vi bliver hver gang overraskede over beboernes fantasi, når vi er på besøg. I Fjordbyen møder man alle slags mennesker. Det er en broget og meget sammensat flok af mennesker, der har et fritidshus her, og det er slående, hvordan alle ser ud til at komme godt ud af det med hinanden på trods af forskellene. Hjælpsomheden og det sociale engagement virker stort. Beboerne passer på hinanden.
Bliver man tørstig under besøget, kan man snuppe en øl eller en sodavand på “Kulturen”, byens værtshus, men husk – at hysteriske kvinder ikke har adgang ;-). Sådan står der ved indgangen 😉

De er vant til besøgende i Fjordbyen, og de byder en velkommen, men husk at respektere beboernes privatliv og lad være med at invadere de private matrikler.

Man kan gå tilbage til centrum eller tage den lokale bus. Bus nummer 2 kører direkte tilbage til Nytorv på 10 minutter.

Tilbage i det centrale Aalborg, anbefaler vi at gå en tur gennem Hjelmerstald, en del af det ældste Aalborg. Her ligger små byhuse, der er op til 300 år gamle, på rad og række. Det er en hyggelig og charmerende brostensbelagt gade, hvor man fornemmer historiens vingesus. Besøg også Langes Gaard. Denne lille baggård tilhører en lokal keramiker, som har udsmykket sin charmerende gård med finurlige og overraskende kunstværker.

Besøg Langes Gaard – baggården til et keramikværksted i det centrale Aalborg. Dette stille, charmerende og interessante sted bringer smilet frem.

Inden en sen frokost er der sandsynligvis tid til at besøge ” Gråbrødrekloster Museet “. Dette fine lille “museum” med fund fra Aalborgs middelalderlige fortid er en udgravning, der ligger 3 meter under en travl gågade og fortæller historien om et gammelt franciskanerkloster , der i sin tid lå her. Tag elevatoren ned til undergrunden og bliv forbløffet. Prisen er 65kr pr. elevator der kører ned, så kan man være lige så mande, som der er plads til.

Nu er det tid til frokost, og vi elsker smørrebrød. Det bedste sted at spise smørrebrød må være “Hos Isidor Henius”. Denne hyggelige lille restaurant med rød- og hvidternede duge er indbegrebet af en dansk smørrebrødsrestaurant.

Et typisk dansk smørrebrød – “smørrebrød”. Nogle traditionelle, andre mere moderne. Vi elsker dem alle! Foto: Pixabay: MP1776

Prøv deres pandestegte rødspættefilet med rejer og deres roastbeef med stegte løg og spejlæg, som er to af vores favoritter. Fadøl og snaps er obligatorisk. Snaps serveres i to størrelser, normal og pinlig. Det er ikke nødvendigt at sige, at den pinlige er en lille snaps på “kun” 2cl. 😜

Efter frokost vil lidt motion gøre godt. Fortsæt turen rundt i byen med en spadseretur langs havnefronten. Her finder man Utzon Center.

Utzon Center er skabt af den verdenskendte danske arkitekt Jørn Utzon og hans søn Kim. Jørgen Utzon voksede op i Aalborg, og centret var Jørn Utzons sidste værk inden hans død i 2008. Foto: Flickr: Walter Johannesen.

Den meget smukke bygning huser et informationscenter for arkitektur, kunst og design. Centeret byder på både en permanent udstilling og midlertidige udstillinger i løbet af året.

Længere nede ad havnefronten mod øst ligger Musikkens Hus, en spektakulær futuristisk arkitektonisk perle, som er byens musikalske centrum. Bygningen kan beundres udefra, men der er også er fri adgang til at kigge indenfor, og det bør man gøre! På øverste etage er der adgang til en stor balkon med smuk udsigt over fjorden, og gennem store vinduer kan man være heldig at få et kig ind i den centrale og meget imponerende koncertsal, som er konstrueret i røde og hvide farver. Der arrangeres også rundvisninger derinde, men det skal bookes i forvejen. Tjek på deres hjemmeside

musikkens hus, aalborg
Musikkens Hus

Overfor Musikkens Hus finder man Nordkraft.

Nordkraft er byens hovedcenter for kultur, sport, musik og fritidsaktiviteter. Det er etableret i byens tidligere kraftværk. Stilen er rå, og man fornemmer tydeligt bygningens tidligere funktion.

nordkraft, aalborg
Kedelhallen i Nordkraft signalerer tydeligt, hvordan kul har været anvendt til de store kedler.

Tag elevatoren op til 13. etage, og nyd udsigten mod både øst og vest over byens tage fra den lukkede platform. Der findes også en model af samt beretninger fra det hedengangne kraftværk. Interesssant læsning, hvis man er lidt historieinteresseret.

Lige på den anden side af gaden ligger Karolinelund, en af byens største parker. Karolinelund er en tidligere forlystelsespark, men i dag er plænerne samlingssted for os, når vi holder picnic, slikker sol eller spiller bold. I den ene side af parken har en gruppe lokale etableret et område med urbane haver. Andre steder er der petanque baner, legeplads, scaterområde og masser af grafitti. Karolilund er nemlig et sted, hvor man lovligt må male grafitti på udvaltge flader, så længe det er kunstnerisk og ikke ligner hærværk. Byens Ungdomsskole har til huse i en tidligere beværtning, BlokX, hvor de unge mennesker arbejder med kreative aktiviteter som teater, maleri og keramik. Læs meget mere om Aalborgs grønne oaser her.

Find de små byhaver og se hvor fantasifulde “gartnerne” har været. De er altid klar til en snak om deres forskellige projekter.

Fortsæt turen til Østre Havnebassin, hvor der som regel er gang i vandsporten med Aalborg Cable Park. Det er hyggeligt at se, hvordan amatører som mere professionelle “surfer” sig gennem banen mere eller mindre stilfuldt. Den friske læser af dette indlæg prøver naturligvis selv en tur – vi har det endnu til gode …
Det er også muligt med en tur i en hottop eller sauna på kanten af havnebassinet ved AalborgHeat. Nyd en drink i et af de små udendørs spabade inden turen går videre til Stjernepladsen.

Stjernepladsen er en moderne, men yderst hyggelig og vellykket plads midt i det nyetablerede havnekvarter.

Stjernepladsen er en nyetableret plads inde midt i det nybyggede område på havnefronten. Her finder man cafe, isbutik, restaurant mm. Nyd de sjove, store menneskelignende figurer, skabt af den lokale kunstner Betina Jung, mens en kop kafe eller en vaffelis fra Aabybro Mejeri nydes.

Nu nærmer aftenen sig, og når man er i Aalborg, skal man også opleve den hyggelige stemning i Duus Vinkælder. En fadøl passer godt til stemningen under de gamle hvælvinger i kælderen under Jens Bangs Stenhus.

Duus har til huse i et af byens ældste huse, Jens Bangs Stenhus. I kælderen, under gamle stenhvælvinger, fornemmer man tydeligt hvilke fester og sange der i tidens løb har udspillet sig her.

En af vores yndlingsrestauranter i byen må være Bistro V. En rigtig god bistro med en dejlig afslappet atmosfære, udendørsservering og udsigt til vandet. Deres menu er utrolig lækker, og man får altid en venlig og meget professionel betjening. Stemningen er uformel og priserne er meget rimelige. Desuden serverer de øl fra mikrobryggeriet Vendia, som ligger i Hjørring lidt længere mod nord.

Bistro V ligger tæt på fjorden og med en fantastisk udsigt. På sommeraftener kan man sidde udenfor og nyde deres lækre cocktails, mens solen går ned. Foto: Flickr: Mr. Thinktank

Det kan være svært at vælge fra deres menu, fordi de fleste retter lyder så lækre, men vi har selvfølgelig et par anbefalinger. En af vores topfavoritter må være Kongen. En burger så lækker, at man næsten får tårer i øjnene. Den serveres med en sauce, der er lavet over 3 dage og smager som en skefuld af himlen. Hvis du synes, at Kongen er til den tunge side, så prøv deres tapastallerken, som også er et meget lækkert valg. En anden bonus ved Bistro V er i øvrigt deres Happy-Hour på weekendaftener. Fra 21-01 får man dobbelt op på cocktails og øl.

Et andet godt sted i byen til Happy-Hour i weekenden er Vesterå cafe og natklub . De serverer velsmagende cocktails, Happy-Hour mellem 22.00 og 01.00 fredag og lørdag nat.

jomfru ane gade, aalborg
Jomfru Ane Gade ved juletid

Hvis kroppen stadig er sprængfyldt med energi, og med lyst til at brænde den af på dansegulvet, så tag til Jomfru Ane Gade og groove løs. Jomfru Ane Gade er Skandinaviens største festgade, og i dette velkendte og berygtede minefelt af barer og diskoteker festes der til den lyse morgen. Stederne er forskellige, nogle med unge, andre til det mere modne publikum, men festligt er det.

Søndag – dag 3

Hvis man har danset til den lyse morgen, har man helt sikkert brug for at starte søndagen med masser af stærk kaffe og en god og nærende brunch. Kochs Kaffebar leverer netop det. En hyggelig café med lækker mad. Start stille og roligt ud her og når batterierne er blevet ladet op med kaffe og energigivende mad, er det tid til en spadseretur ned ad Boulevarden til Kildeparken.

Kildeparken er en af Aalborgs ældste parker. I denne smukke bypark er der springvand og værker af berømte billedhuggere. Det er også her man finder “De syngende træer”. Siden 1987 har mere end 80 internationalt anerkendte kunstnere plantet et træ, når de har optrådt i det nærliggende kongrescenter. Ved siden af hvert træ står en lille højttaler, som ved et tryk på en knap afspiller et medley af kunstnerens mest berømte melodier. Sting, Stevie Wonder og Elton John er blandt de kunstnere, der har plantet et træ her.

Tæt på Kildeparken finder man Kunsten, Aalborgs smukke museum for moderne kunst. Museet er tegnet af Alvar Aalto og hans kone Elissa. Det er en smuk modernistisk bygning i hvid marmor med vinduespartier, der skaber et unikt lys indenfor. Kunsten er den eneste bygning designet af Alvar Alto, som er bygget uden for Finland. Den har en vidunderlig permanent udstilling, og hvert år afholdes der flere særudstillinger i de smukke udstillingslokaler. Man kan sagtens bruge timer her.

I Kunstens have finder du dette springvand af Jeppe Hein. Prøv at komme ind i det uden at få et brusebad :-): Foto: Flickr: David Bolton

Aalborg-weekenden er næsten slut, men inden man forlader vores smukke by, skal den lige ses fra en ny vinkel højt over byen. Det sker fra Aalborg Tårnet.

Aalborg tårnet
Aalborg Tårnet

Denne stålkonstruktion blev opført i 1933 og har en udsigtsplatform 105 meter over havets overflade. Det giver en fantastisk 360-graders udsigt over byen og i klart vejr hele vejen til havet. Nordeuropas længste udendørs elevator bringer i adstadigt tempo gæsterne til toppen. Tårnet har en lille restaurant, så mens udsigten nydes, kan man også nyde en hyggelig frokost.

Aalborg har meget at byde på. Vi har forsøgt at give vores bud på en weekend i vores hjemby. Vi håber, det har vakt jeres nysgerrighed, og at vi måske en dag i den nærmeste fremtid kan byde velkommen her hos os.

Få overblikket på kortet


Links på kortet


Nyttige links

https://www.enjoynordjylland.dk/aalborg

5 thoughts on “48 timer i Aalborg

  1. Nice article, I love reading your post. It really helped me to explore more. I got some more days to stay due to the cancellation of the flight ticket. Vueling Airways is literally renowned for its amazing Vueling cancel flight compensation policy. Unlike many other airlines that I have traveled with, this was by far the best experience.

  2. I really enjoyed reading your post about Aalborg! I lived there in 2003-2004, I was on a year work visa after college. My husband and I met at John Bull pub! We go back to Denmark about every other year to visit family, and were just there this past Christmas. It’s my home away from home!

  3. Brilliant. I am preparing a talk for visiting cruise ship passengers and this article provided a great insight. Really looking forward to arriving on Fred Olsen’s Braemar on 13th May 2018. Tak

    1. Hi Huw
      Thank you so much. We are happy to have provided you with useful information about Aalborg. These years more and more cruise ships are visiting our beautiful hometown. Keep an eye on our blog, we will continue posting articles about Aalborg. If you have any additional questions or requests, please feel free to contact us.
      We will look forward welcoming you and your guests from Fred Olsen’s Braemar in May.

      Best regards
      Henrik & Anders

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.