Vidunderlige venlige Vietnam – Ninh Binh provinsen

Vidunderlige venlige Vietnam – Ninh Binh provinsen

Artiklen kan indeholde sponsorerede links

Vietnam er et storslået land. Et land der strækker sig 2000 km fra syd til nord. Fra det tropiske syd hvor der året rundt er varmt og fugtigt til det subtropiske nord, hvor der om vinteren kan forekomme temperaturer der nærmer sig frysepunktet og hvor der kan ligge sne på de højeste bjergtinder.

Vietnam kan besøges året rundt. Når der er regntid det ene sted er der tørt det andet. Når der er køligt og diset i Hanoi skinner en varm sol i Ho Chi Minh City.

Første gang vi besøgte Vietnam var i 2005, bare 16 år efter det kommunistiske parti havde besluttet at  åbne landets grænser for vesterlandske turister. Dengang var her ikke mange udenlandske gæster. Meget er sket siden. I 2005 besøgte ca 3,5 millioner turister landet. I 2024 forventes der ca 15 millioner. Hvilket er ca 3 millioner mindre end før Corona epidemien.
Derfor var det med spænding i maven at vi i februar 2024 atter satte kurs mod øst. Havde den ganske store stigning i besøgende “ødelagt” det oprindelige og uspolerede land?

Arbejde i rismarken
Et typisk scenarie fra Vientams smukke landområder.

Og ja meget ER sket. Vietnam er blevet et rigere land, husene er blevet større, bilerne nyere, befolkningen vokset med næsten 20 millioner, langt bedre infrastruktur og indtoget af masseturismen har sat spor.
Når det er sagt så er Vietnam stadig lige så fantastisk som tidligere. Vi blev igen mødt af en smilende, venlig og hjælpsom befolkning. Og det er stadig ikke svært at finde uberørte små perler. 

I denne artikel vil vi koncentrere os om Ninh Binh provinsen, og senere kommer yderligere beretninger fra Quang Nam provinsen, nærmere bestem Hoi An og landets hovedstad Hanoi.
På denne rejse var fokus på nord og midt da vi fra rejsen i 2005 syntes at de største oplevelser ligger her. 

Ninh Binh

Vores første stop var Ninh Binh provinsen. Et gudesmukt område i Red River deltaet små 2 timers kørsel fra Hanoi. Området kaldes også for Halong på land. Et fortryllende område med smuk uberørt natur, høje majestætiske kalkstensformationer, rismarker så langt øjet rækker, dale, floder og grotter.

Robåed i Tam Coc
Ninh Binhs storslåede natur.

Omkring de største attraktioner møder man turister fra hele verden men ude på landet er der ikke mange udenlandske gæster.
En af de største oplevelser for os var uden tvivl dagene på landet, hvor vi på må og få og ved hjælp af Google Maps cyklede fra sted til sted. Det gik ned ad hullede landeveje, trampede stier og små dæmninger mellem de utallige rismarker. Det er muligt at komme fra sted til sted uden, stort set, at skulle på de større stærkt trafikerede veje. Små cyklestier og interimistiske ruter skærer igennem landbrugsjorden og rismarkerne på kryds og tværs. Ud over at komme fra A til B i sikker og god behold så giver det også en enestående mulighed for at følge med i arbejdet på markerne og for os nordboer, det meget eksotiske arbejde med risen.

Tidlig morgen på vej gennem rismarkerne på cykel
Udforsk Ninh Binh på cykel og møde lokale. Lige så fascinerende det er for os at opleve vietnamesernes ikoniske hovedbeklædninger er det for dem at se os blege nordboer med cykelhjelm!

I februar måned begynder man klargøringen af rismarkerne. De skal renses og og via et sindrigt system fyldes med vand. Herefter begynder såningen. Nogle steder spredes riskorn med hånden andre steder sættes forspirede planter. Uanset hvilken metode der anvendes så går landarbejderene i vand til knæene, time ind og time ud men altid med overskud til at hilse med hånden eller råbe et HALLOOO. Vi har ikke noget andet sted i verden vinket eller sagt HALLOOO så mange gange som i Vietnam.

Rismarkerne klargøres til såning ved manuelt arbejde
Klargøring af rismarkerne foregår med håndkraft og ved fælles hjælp.

Vietnameserne er et arbejdsomt folk og for mange mange millioner begynder dagen meget tidligt og slutter meget sent. Det er et slidsomt liv men der er altid store smil og en nysgerrighed på besøgende. Med fagter, vilje og tålmodighed lykkes en simpel kommunikation altid.

Et lille kuriosum er at Ninh Binh er “gedeland”. Overalt hvor man kommer mødes man af disse frække og sjove skabninger. Hvad der nok er knap så sjovt for gederne er at de betragtes som delikatesser og på alle små restauranter og gadekøkken serveres retter med ged. Det rigtig sjove og for nogle måske makabre syn er at der langs vejene opsættes salgsboder i løber at eftermiddagen og her ligger hele gede kroppe til skue og til salg. Så når Fru eller Hr Nguyen er på vej hjem fra rismarken eller kontoret så kan de shoppe en luns ged eller måske et gedehoved med hjem til gryderne og aftensmaden.

Salg af stegt ged ved landevejen
Lidt lækkert med hjem til aftensmaden? Man peger på præcis det stykke man ønsker og det bliver velvilligt udskåret til kunden.

Trang An Lamia Bungalow

Hvis man besøger Ninh Binh provinsen så bo ikke i selve Ninh Binh by, det er en trist affære.
Tag i stedet ud på landet, væk fra byens larm og trængsel og vælg en af de små hoteller eller homestays eller endnu bedre gør som os og indloger jer på det formidable Lamia. Normalt giver vi en lille anmeldelse i slutningen af et indlæg men i dette tilfælde må vi donere langt mere spalte plads til dette lille uforlignelige og helt igennem eventyrlige sted.

Lamia, vores skønne bungalow hotel
Indgangen til det skønne Trang An Lamia Bungalows.

Dette lille familieejede bungalow hotel ligger ca 8 km fra togstationen i Ninh Binh by i det smukkeste uspolerede landskab. Helt isoleret for foden af små kalkstensbjerge og i mellem rismarker og jungle. Hotellet har kun få værelser. Nogle primitive med fælles bad andre store rummelige bambus hytter med eget udendørs badeværelse og terrasse med egen lille pool/badekar der kan fyldes med 20 gr varmt termal vand der hentes direkte op af undergrunden. Vi boede i en af de store bambus hytter. De er en smule dyrere end de øvrige værelser men gør jer selv den tjeneste at ofre de få kroner mere. Det eneste lille minus er måske det åbne badeværelse. Om natten kan man  aldrig vide hvad man møder af kryb og kravl. På den anden side gør det bare oplevelsen mere eksotisk.

Vores hytte med minipool
Vores skønne bungalow med egen “pool”, hvor man kan blive nedkølet efter en aktiv dag i det smukke område.

Hytterne ligger omkring en lille sø, hvor man kan fiske. Der er en lille udendørs restaurant hvor alle måltider indtages. I køkkenet tilberedes skøn autentisk nordvietnamesisk mad som er noget anderledes og mere mild end det sydvietnamesiske køkken.
Om aftenen mødes man i den udendørs restaurant med de øvrige gæster og snakken går henover bordene. Det sker også, at der tændes bål i haven og glassene med Dalat vin eller koppen med en varm Coconut coffee tømmes ved det varmende bål. Et bål der i øvrigt tændes i en gammel rusten trillebør.

Lamia by night
Lamia by night.

Det der dog er Lamias helt store attraktion, er det helt fantastiske og opmærksomme personale. De vil stå på hovedet for dig. Der er altid smil på læben og den vietnamesiske humor får frit løb. Vi oplever at de lune vietnamesere har en humor, der næsten ligger i ske med den danske. Et glimt i øjet, små underfundigheder, selvironi og hjertelig latter. De søde unge mennesker forkæler deres gæster på alle tænkelige måder og om eftermiddagen, efter en lang dag i cykelsadlen, når det er tid til afslapning på terrassen kommer de ofte forbi med små smagsprøver, drinks og vietnamesiske delikatesser.

Det er muligt at låne cykler på stedet, et stort plus da man herfra og på jernhest kan nå, stort set, alle de store seværdigheder området byder på.

Vietnamesiske cykler er små
Forvent ikke fancy nye cykler. Vietnam opleves bedst på godt brugte jernheste. Velfungerende, men ofte i veitnameserstørrelse, så det er sjældent der passer alt for godt til langbenede danskere 😉
Landskabet er til gengæld fladt, så det er på ingen måde noget problem, nærmere en ekstra charme.

Vi havde bestilt lufthavns transfer gennem Lamia for at undgå turen ind til Hanoi. Det fungerede upåklageligt. Prisniveauet er generelt meget lavt i Vietnam men på Lamia synes vi måske næsten det var uforskammet billigt.

Bai Dinh Pagoda

Når man besøger Ninh Binh bør besøget inkludere Bai Dinh og heldigvis kan man cykle fra Lamia til dette gigantiske tempel kompleks. Turen går gennem rismarker og små landsbyer og kun enkelte steder er det nødvendigt at køre på en større vej.

Cykling gennem en typisk veitnamesisk landsby.
Sovebyer er ikke noget man oplever i Vietnam. Selv den mindste flække er fuld af aktivitet og sprudlende handelsliv.

Indgangen til tempelkomplekset er gratis men vi anbefaler at betale de 60.000 VND for transport i en lille elektrisk bus, omregnet ca 17 kr. fra den store centrale hovedindgang til det centrale tempel område. Området dækker ikke mindre end 539ha og er dermed gigantisk. Bai Dinh er det vigtigste buddhistiske pilgrimssted i Vietnam og er tillige landets største. Området består af 2 områder. Det gamle og det nye pagode område. Det nye område blev påbegyndt i 2003 mens det gamle som ligger på bjerget bag det nye fortæller en 1000 år lang historie. 

Bai Dinh tempelkomplekset
To af de markante bygninger i Bai Dinh komplekset. Der er noget magisk ved dette sted. Man fornemmer historiens vingesus.

Det vil føre for vidt at berette i detaljer om Bai Dinh men hele området bobler over af fine fine oplevelser. Her findes bl.a. den største Stupa i Asien, den største bronze Maitreya Buddha i Sydøst Asien og den længste Arhat korridor i Asien. I følge buddhismen er Arhat en person som har gjort sig fortjent til at komme direkte i Nirvana efter døden og dermed aldrig at skulle genfødes. Så altså en samling af Buddhas disciple der i den 1,7km lange korridor står side om side som tusindevis af statuer. Et fantastisk skue.

korridor med de hellige Arhat figurer
En tur gennem den lange korridor med de hellige Arhat figurer er en ganske imponerende oplevelse.

Sæt gerne nogle timer af til besøget. Undervejs er det muligt at indlægge pauser og nyde lækkert vietnamesisk streetfood eller måske få et urte fodbad i en af de store “fodbads-haller”.

Mange mennesker får urte fodbad
Urtebad til dine trætte fødder i en af fodbadshallerne.

Tam Coc

Som med Bai Dinh så kan også Tam Coc nås på cykel fra Lamia og skulle man ikke bo her eller måske komme helt fra Hanoi på en dagstur, så er mulighederne for transport hertil mange. 

Turen på cykle er om muligt endnu smukkere end turen til den store pagode. Mod Tam Coc er det muligt at komme endnu længere væk fra alfavej og køre på toppen af de til tider meget smalle jordvolde, der deler de mange rismarker. Det er visse steder vigtigt at holde tungen lige i munden for ikke at dratte ned i det mudrede vand…..og det ønsker man ikke. Vi så både slanger og horder af rotter dernede.

På cykel ad smalle jordstier
Hold tungen lige i munden på de smalle stier! Men hold nu op hvor var vi glade for Google Maps, der ledte os ud på de små volde.

Tam Coc var indtil midten af halvfemserne stort set kun kendt af det vietnamesiske folk men da den  internationale blockbuster Indochine vandt en Oscar i 1993 var områdets skæbne beseglet. Indochine er tildels optaget i området og gav et lille indblik i en storslået skønhed som naturligvis betød, at internationale turister begyndte at finde vejen hertil.

Den helt store og fantastiske attraktion i Tam Coc er en sejltur på Ngo Dong floden. Turen starter i landsbyen Van Lam. Her ligger en lille havn hvor det er muligt at købe billet til en robåd. Det er muligt at vælge mellem forskellige bådsture. Vores tog et par timer.
Det særlige på Ngo Dong er at bådene roes med fødderne. En særlig teknik som kun må anvendes her. Ja tænk der er klausul på roteknikker i Vietnam. 

Tam Coc roer med den særlige teknik, hvor der roes med fødderne
Trygt og i adstadigt tempo med vores skønne “rodame” sejlede vi ind i det smukke landskab Tam Coc.

Velanbragt i båden går det i adstadigt tempo ned ad floden, gennem ny tilplantede rismarker. På turen kan arbejdet i markerne følges og hvis man er heldig kan man se flokke at storke stå og fouragere. Det er en ualmindelig betagende oplevelse og man føler sig lille bitte mellem de gigantiske jungle beklædte kalkstensbjerge. Tam Coc betyder De 3 grotter og på turen sejles igennem disse. Visse steder er grotterne store åbne rum andre steder små snævre kanaler, der lige kan prikke lidt til en klaustrofobisk åre. Der er et liv på floden af robåde men alt foregår i en vidunderlig afslappet atmosfære. 

I februar måned er risen lige begyndt at titte op ad vandet i denne del af Vietnam så der er et lysegrønt skær over markerne. Senere på året når risen står gul og moden, klar til høst, vil oplevelsen være en ganske anden. Uanset hvilket tidspunkt på året man tager turen ned ad Ngo Dong så må man sidde tilbage med en følelse af stor taknemmelighed. Vi forstår hvorfor Tam Coc er på Unescos verdensarvsliste.

De spæde og lysegrønne rismarker pryder de smukke kalkstensklipper i Tam Coc.

Vi er flere steder støt på artikler der opfordrer til at springe Tam Coc over og i stedet kun tage til Trang An. Lad være med det, begge steder er vidunderlige!!!

Flere har oplevet for meget larm og for megen chikane fra bådsmændene overfor turister. Vi oplevede intet af den slags. Jo der er mange mennesker men det føles bestemt ikke overrendt. Vi oplevede kun søde hjælpsomme vietnamesere. Vores bådsfører var den sødeste kvinde. Hun kunne ikke et ord engelsk….men med ord og fagter … 😁.

Efter turen kan man at tanke batterierne op med en af de gode vietnamesiske øl, en håndfuld forårsruller og måske en kokos kaffe. Restauranterne ligger som perler på en snor i Van Lam.

Mua Cave

Fra Van Lam er der kun en kort cykeltur til Hang Mua eller Mua Caves. Igen gennem smuk natur og på kanten af nytilsåede lysegrønne rismarker.

Hulen i sig selv er ikke noget at skrive hjem om men turen op ad Ngoa Long bjerget ad 500 stejle trappetrin giver en ualmindelig storslået og smuk udsigt. Til den ene side ud over Ngo Dong floden, kalkstensbjergene og rismarkerne i floddalen og til den anden store lotus damme. Man bliver belønnet med et 360 graders ugeneret udsyn og hvad der giver et ekstra sug i maven er, at man herfra kan kigge lige ned på den del af floden, hvor vi for få timer siden sejlede. Det er herfra tydeligt at se de små robåde glide adstadigt afsted på den rolige flod.

Udsigt fra Mua cave
Bådene på Ngo Dong floden synes bitte små i det storslåede landskab, som åbenbarer sig fra toppen af Ngoa Long.

Det bedste tidspunkt for et besøg, ikke mindst om sommeren, er tidlig morgen eller sen eftermiddag. 35 graders fugtig tropisk sommervarme i kombination med flere hundrede trappetrin kan bringe de fleste i knæ. Om vinteren kan turen klares uden problemer i løbet af dagen. Et ekstra bonus point for et vinterbesøg er færre gæster. Og selvom kalenderen siger vinter vil dagstemperaturen ofte ligge sig på ca 20 grader.

Udsigt fra Mua cave
Turen op ad Ngoa Long bjerget er det hele værd. Smuk udsigt og i baggrunden lotusmarkerne, som i løbet af foråret blomstrer noget så smukt.

Området er åben mandag til fredag fra 6.00 til 19.00 og prisen ligger på ca 100.000 VND, små 28 kr. Der er masser af muligheder for proviantering for foden af bjerget.

Trang An Scenic Landscape Complex

Siden 2014 har Trang An Scenic Landscape Complex været på Unescos Verdensarvsliste, ligesom Tam Coc. Trang An er et fortryllende landskab i den sydlige del af den Røde Flods delta. Et spektakulært landskab med kalkstensbjerge dækket af grøn og tæt voksende jungle. Klippe siderne er nærmest lodrette og ufremkommelige for almindelige besøgende. Forskere har i gennem tiden og dog været modige og har udforsket mange af hulerne der befinder sig i disse bjerge. Der er fundet arkæologiske spor af menneskelig tilstedeværelse over en sammenhængende periode på mere end 30.000 år.

Typisk Trang An landskab
Helligdom og betagende stejle klipper i Trang An.

Som i Tam Coc er den store oplevelse bådturen på floden som flere steder skærer gennem større eller mindre huler. Flere steder gøres holdt på små øer og flodbrinker, hvor det er muligt at se gamle helligdomme.
Højdepunktet må være turen gennem den en kilometer lange og meget smalle Dot Cave. Turen tager op mod 20 minutter. Måske en udfordring for klaustrofobikere men HUSK alle kommer ud igen.

Indsejling til den kilometer lange grotte
Indsejlingen til den lange Hang Dot grotte. Pas på hovedet, men vær helt rolig – grotten er oplyst hele vejen, så en betagende oplevelse at sejle igennem.

Det er muligt at booke flere forskellige ture og dette gøres i ankomst centret. Turen tager vel små 2 timer og koster ved 4 personer i båden ca 250000 VND pr passager, ca 70 dk. Det dobbelte hvis man vil tage turen uden medpassagerer.

Van Long Nature Reserve

Et besøg i Van Long er også et must når man gæster Ninh Binh. Med mindre man er i rigtig god form og har god tid er det ikke muligt at cykle hertil fra Lamia. Der er til gengæld muligt at bestille en taxi med chauffør, igen til en uforskammet lav pris. 

Van Long er et af de sidste lavvands/indlandsvådområder, der er tilbage i Den Røde Flods delta. Reservatet er omgivet af grønne bjergformationer, ferskvandssøer, moser og sumpe.

Bådene i Van Long
Van Longs smukke natur opleves bedst fra en af områdets bambusbåde.


Ved ankomst lejer man en lille robåd med kaptajn og afsted det går. Stille og roligt i 90 minutter. Båden flyder næsten lydløst, hvilket er vigtigt hvis man skal gøre sig forhåbninger om at se det spændende dyreliv. Her findes et utal af forskellige fugle men det er nok den stærkt udryddelses truede Delacours langur, de fleste kommer med håbet om at se. En yndig lille størrelse på ca 60 cm. Den er mørk i pelsen men ser ud til at have et par store hvide blebukser på. 

Delacour Langur
Kig godt efter for at få et glimt af den sky Delacours Langur. Van Long er et af de eneste steder tilbage på vores klode hvor man stadig kan være heldig at møde den. I Van Long lever ca 120 individer.
Foto: Long Vu, CC BY 4.0 https://creativecommons.org/licenses/by/4.0, via Wikimedia Commons

Kaptajnen på din robåd ved helt sikkert, hvor han skal lede så hav tålmodighed, vær stille og medbring en kikkert. Hvis man ønsker at få nogle gode skud med hjem i kassen er det nødvendigt med special udstyr og et temmelig god linse. Ofte kan man høre deres rumsteren og deres lyde i junglen før man spotter dem.

Der er MEGET stille i Van Long, hvilket er med til at give turen en ganske særlig dimension.

Her boede vi

Trang An Lamia Bungalow

Vi har skrevet udførligt  om Trang An Lamia Bungalow tidligere i denne artikel så det vil vi ikke trætte jer med. Vi vil blot endnu engang understrege hvor ualmindelig vidunderligt et sted der findes her. Gemt ad vejen mellem kalkstensklipper og frodige rismarker. Langt væk fra alfavej.

Lamia

Vi giver Lamia fuld plade og det er vist første gang det sker her på PassportPlease.dk.

6 passports
Hotte tips
  • Oplev Vietnam til fods eller på cykel
  • Besøg både Tam Coc og Trang An i Ninh Binh området
  • Drik masser af coconut coffee, hvert sted har deres egen udgave
  • Medbring en kikkert
  • Sejl gennem Van Long naturrreservatet
  • Spis masser af lækker vietnamesisk mad
  • Tal med de lokale, brug fagter og smil. De har god humor
  • Tilrettelæg selv jeres tur, vietnameserne er hjælpsomme og gæstfrie

Galleri – lige lidt ekstra

2 thoughts on “Vidunderlige venlige Vietnam – Ninh Binh provinsen

  1. Dejligt at se, at du havde en god oplevelse i Ninh Binh. Dette er et af de mest fredelige og unikke steder i Vietnam. Jeg fandt det meget interessant, når man cykler med en barnestol på ryggen, det føles meget intimt. Tak for dit indlæg.

    1. Hej VM Car
      Mange tak for din fine kommentar. Du har helt ret. Det giver en ganske særlig dimension at se et nyt land fra en cykelsadel. Vietnam er den ideelle cykeldestination.
      De bedste hilsener
      Anders og Henrik, PassPortPlease

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.