Skønne dage i London
I foråret 2024 var vi så heldige at have 4 ekstra fridage og de skulle bruges på bedste vis. Derfor drog vi mod vidunderlige London . Det var ikke det første besøg i byen men måske det første hvor vi blev velsignet med solrige og lune forårsdage. London er en sand perle, som et stort overflødigshorn af de kosteligste godter og vi holdt os ikke tilbage.
Vi indkvarterede os i det skønne og klassiske Paddington kvarter, hvorfra der, til fods, er let adgang til mange smukke steder og attraktioner. Vi udforsker helst en destination til fods. Det magiske ved at gå rundt i en storby er, at man inden dagen er omme let har vandret 25 kilometer. Så kan de små stop på pubs og cafeer gøres med god samvittighed ;-).
Der er naturligvis også mulighed for at tage den virkeligt velfungerende metro, som i sig selv er en smeltedigel af liv og mangfoldighed. Dernede under jorden i verdens ældste metrosystem er der en ganske særlig stemning, så ud over at blive transporteret hurtigt fra den ene ende af byen til den anden, ja så underholdes man også ofte af gademusikanter, sælgere og andre entertainere.
Under vores udforskning til fods kom vi gennem mange smukke parker, som London er rig på, Det er faktisk en ret grøn by, hvilket var overraskende for os, da vi tidligere kun har besøgt byen i vintermånederne, hvor træerne er uden blade. I flere af parkerne er det muligt at leje liggestole på timebasis, hvilket er en fantastisk mulighed, når benene er ved at være trætte.
De klassiske attraktioner
London er kendt for smukke historiske attraktioner som Tower Bridge, Big Ben, Buckingham Palace og mange mange flere. De er alle bestemt et besøg værd, så sørg for at afsætte tid til en god rundtur til disse perler, også selvom du har været der før.
Buckingham Palace er altid omgivet af mængder af glade royalister, som håbefuldt står og skuer efter et glimt af regenten. Hold øje med om flaget er oppe, for præcis som på vores egen Amailienborg, så signalerer et hejst flag, at regenten er hjemme på slottet.
Når man er træt af at vente og har nydt stemningen, kan man besøge den royale ridebane ikke langt derfra. Egentlig blot en stor grusplads med tilskuerpladser med en mindre museum, men på en eller anden måde, så emmer stedet af royal aura. Med lidt fantasi kan man levende kan forestille sig opvisninger med de stolte dyr.
Vi vil dog ikke bruge spaltepladsen på de klassiske seværdigheder her, men i stedet komme med input til alternative oplevelser, som London i den grad også byder på.
Skjulte perler
Little Venice og Campden
Ikke langt fra Paddingtonkvarteret, hvor vi boede, findes Little Venice. Et hyggeligt område med søer og kanaler, noget vi ikke anede fandtes i London.
Gå ikke glip af en tur med en af de smalle både, som besejler kanalerne. Vi steg på en båd kl 10 søndag formiddag og stod 45 minutter senere af i det alternative Camden Town. Undervejs på Regents Canal blev vi beriget med røverhistorier og guidning af den skønneste, lunefulde unge sømand, så lattermuskler og smil blev virkelig motioneret. Turen går gennem Regents park og man passerer ZOO. Rygtet vil vide, at der i ZOO var et stort, indhegnet område med alverdens fugle, men at det gik itu, så fuglene slap ud. Nu lever mange af dem i netop Regents park, og det tidligere fugleområde anvendes nu i stedet til aber, som trods alt nok ikke lige så let slipper ud.
Sejlturen er en klar anbefaling, men det er en god ide at booke plads i forvejen, for selvom Little Venice på ingen måder er overrendt af turister, så var vi ikke de eneste der havde fundet denne perle.
Når man er vel ankommet til Campden Town er det bare at begive sig ind i i de gamle hestestalde, lager- og fabriksbygninger, der i dag er transformeret til en overvældende samling af små butikker med kunsthåndværk og mad fra alverdens lande.
Historisk set, har Regents Canal, som skærer gennem Camden, været en meget anvendt handelsvej. Derfor ses her også mange gamle, charmerende bygninger og til tider ganske pompøse. I centrum af området har kanalen en sluse (engelsk lock), hvorfor området ligeledes er kendt under navnet Camden Lock. Handelsvejene ændrede sig gennem tiden, hvilket betød, at området og bygningerne i en tid var forladte og faldefærdige. Det var først i 1970’erne, at man fik øjnene op for området og etablerede markedet omkring slusen – The Lock Market.
Det er ikke uden grund, at stedet er blevet en populær attraktion, især i weekender er der mange besøgende. Ud over de mange specialbutikker emmer Camden af alternativ livsstil. Således er mange unge og folk fra punkmiljøet tiltrukket af stedet, hvilket man fornemmer i gadebilledet med bl.a. kreative og “vilde” udsmykninger på husene og en mangfoldighed af mennesker. Vi var især fascinerede af de energiske og rå punkere, som gav den gas med alle de klassiske punk-virkemidler.
Outernet London
Outernet er en global medie- og underholdningsvirksomhed, som skaber forbundne underholdningsdistrikter i bymidten, hvor musik, film, kunst, spil og andre oplevelser formidles på nye måder. Det er et kreativt initiativ, der med teknologi har formidling og oplevelse af kultur som omdrejningspunkt. Vi besøgte NOW bygningen, som ligger tæt på Tottenham Court Road undergrundsstation. Bygningen er offentlig tilgængelig og har en åben facade ud mod gaden. Allerede inden man træder indefor ses de enorme LED skærme, der konstant viser spektakulære animationer ledsaget af musik. Står man midt i bygningen opsluges man af de fascinerende universer, som er meget imponerende.
Vent nogle minutter på den næste lysoplevelse, det skifter løbende. På skærmene lanceres alt fra kunst, nye produkter, kulturelle begivenheder og musikkunstnere. På Outernets hjemmeside kan man finde oversigt over de forskellige lokationer og tilbud i London. Det er bestemt værd at holde øje med, for Outernet kommer til at udvikle- og brede sig de kommende år, bl.a. til New York og andre storbyer.
Hyggelige overdækkede markeder
Som tidligere nævnt, sætter vi stor pris på at spadsere rundt, når vi udforsker nye byer. Det er sådan man pludselig oplever at stå midt i en oplevelse, man ikke havde forventet.
Det var således et tilfælde, at vi stødte vi på det virkelig charmerende Borough Market på den sydlige side af Themsen, for enden af London Bridge tæt på Statens Museum for moderne kunst – Tate Modern.
Markedet har en over 1000 år lang historie og har siden 1756 ligge på nuværende placering. Det har tidligere været grøntsagsmarked for lokale, men nu drives det af en velgørende organisation, som har fokus på bæredygtig produktion og korte transportveje til markedet. Det overdækkede marked folder sig ud i charmerende, stilfulde, gamle bygninger, som i dag er respektfuldt renoveret. Vi oplevede et højt kvalitetsniveau på både indretning af boder og de varer der blev langet over disken. Desuden er der mulighed for både at få en god bid mad eller et godt glas engelsk produceret vin. Vi er fans!
Og nu vi er ved markeder, så lad os gå over London bridge til den modsatte side og af Themsen, og lidt ind i byen. Her findes det meget smukke Leadenhall Market med en historie der går tilbage til 1400 tallet. Idag er markedet lokaliseret i og udenfor vidunderlige og smagfuldt restaurerede bygninger.
Det er en af de skjulte perler i London, og stedet rummer små specialbutikker og spisesteder, og er som sådan ikke et marked i klassisk forstand. Leadenhall Market kan minde en smule om Covent Garden, men blot i endnu smukkere rammer og ikke lige så kendt, hvilket også betyder, at der er langt færre mennesker at kæmpe om pladsen med.
Lidt hygge, mad og drikke
Når man er ved at være markedsmæt, anbefaler vi at besøge en af de smukke taghaver, der er etableret på toppen af flere nybyggede kontortårne, som i sig selv ikke er det, der i vores øjne, gør London hverken smukkere eller mere charmerende. Taghaverne er en lille kompensation trods alt, for derfra, blandt alverdens planter, er der en smuk udsigt ud over byens tage og ikoniske bygninger. Snup et glas køligt vin på en varm sommerdag eller en varm kop mokka, hvis vejret viser sig fra den køligere side.
Nær metrostationen Fenchurch Street, ligger taghaven “The Garden at 120”, som er mulig at besøge, hvis man har tålmodighed til at stå i kø en kort stund. Elevatoren til toppen er effektiv og adgang hertil samt haven er ganske gratis. Vær opmærksom på, at det for at få adgang til andre taghaver kan være nødvendigt at bestille billet i forvejen.
Efter en lang dags opdagelse gennem skønne London er en fyraftensdrink velfortjent. London har et bredt udvalg af cafeer, spisesteder og charmerende pubs, en gave i sig selv med disse stemningsfulde mødesteder. Heldigvis er Paddington ingen undtagelse. Vi faldt bl.a. over en bar, som er indrettet med fly gadgets. Vi dumpede ned i nogle tykt polstrede og noget ramponerede flysæder med vores fyraftensdrink.
Efter lidt tid så vi de små skilte på sæderne og nærlæste – WHAT! Vi sad i gamle sæder fra de hedengangne overlydsfly Concorde, som i sin storhedstid fløj overklassen over atlanten fra London til New York. Bare to timer tog turen og kostede den nette sum af ikke mindre end 40.000kr og hold nu fast …… for en enkelt billet. Selvom sæderne nu er nedslidte og en smule ramponerede så følte vi en lille rest af fortidens extravaganza mod vores trætte lår mens vores gin og tonic stille gled ned i vores oplevelses-mætte kroppe.
En anden vidunderlig perle vi også blev lidt smålune på er Mr Foogs Tavern i SOHO. Vanvittig hyggeligt indrettet bar, som i sin stil og ånd er inspireret af Jules Vernes “Jorden rundt i 80 dage”. Den exentriske hovedperson Phileas J. Fogg lægger navn til. Mr Foogs og er rent faktisk en kæde af barer, så man kan opleve flere af slagsen i byen. Hver enkelt er indrettet ganske særligt, men fælles er, at man føres tilbage i tiden til den victorianske æra. Mr Foogs byder på såvel lækker mad som prisbelønnede drinks og specialiteter af spiritus, så selvom der er flere Mr. Foogs i byen, vil man ikke opleve noget, der minder om en konceptbar.
En lige så stor oplevelse er den usædvanlige service og hjertelighed hos personalet, der gør at alle føler sig som helt særlige gæster og giver en stemning af, at her passer vi på hinanden. Fx da vi forlod baren, mødte vi flere personaler, som takkede hjerteligt og oprigtigt for besøget, ønskede os en dejlig aften og komplimenterede os på vejen ud. Vi var helt høje af denne unikke oplevelse.
ABBA Voyage – en gave til ABBAfans
Og så til turens højdepunkt – armene havde svært ved at komme ned igen. Indrømmet – vi er kæmpe ABBA fans. ABBA har været vores ungdoms-lydtapet, soundtracket til en stor del af vores liv. ABBA har været med til glæde og fest og måske også en enkelt lille gang kæreste sorg. Vi er VILDE med de iørefaldende og velkomponerede melodier. Vi kan slet ikke skjule vores begejstring 🙂
Derfor var oplevelsen ABBA Voyage et must for os. Koncerten foregår i en specialbygget arena, i den østlige ende af London, og er let tilgængelig med offentlig transport. Showet er spektakulært, fordi de 4 fra ABBA forinden har været i studie, og med særlige dragter fyldt med bevægelsessensorer og med 160 kameraer omkring, gennemført en sceneperformance til de forskellige musiknumre, som udgør showet. Efterfølgende har man digitalt konstrueret avatars af medlemmerne, så når showet løber af stablen er det som at være til live koncert med bandet.
Vi havde nok forventet at finde fejl og mangler på de digitale avatars, men forgæves. Wauw det er vildt! Når Bjørn, Frida, Agneta og Benny bevæger sig naturtro til musikken og frem og tilbage på scenen, er det fuldstændig som var de der i levende live.
Showet er smagfuldt og smukt skruet sammen, og ABBA er på scenen flankeret af et stort live orkester, der bare giver det hele endnu mere volumen. Scenografien veksler, og ABBA forlader flere gange scenen for ganske kort efter at vende tilbage i et nyt shiny outfit – jo digital omklædning kan nu noget 😉
Som I nok fornemmer, var og er vi ret begejstrede, så derfor måtte vi naturligvis også en tur i ABBA merchandise shoppen. Og mon ikke pengene sad lidt løst i lommen. Hvis man ønsker at tiltrække sig opmærksomhed senere hen, kan vi kun anbefale at ikælde sig en ABBA Voyage t-shirts – så er opmærksomheden hjemme!
London er en kæmpe metropol som vi slet ikke er færdige med at udforske. Der er mange skjulte perler, så måske vi ses derovre?
Avon Htel ligger i det smukke Paddington kvarter i gamle, hvide palæagtige bygninger, hvor langt de fleste er indrettet som små private hoteller præcis som vores. Beliggenheden er rigtig god, i rolige omgivelser, og tæt på offentlig transport, restauranter og butikker.
Selve hotellet bærer præg af, at være gammelt og lidt slidt, og elevator er der ingen af. Vi måtte slæbe vores kufferter ad den smalle trappe til vores værelse på 3. sal. Værelset var småt men hyggeligt. Vi havde bestilt med eget bad og toilet, men det er også muligt at bestille værelser med fælles bad til en billigere pris. Komfortabel seng, et badeværelse til 1 person (læs meget småt), der er hvad man har brug for og ikke mere. Vi oplevede hotellet som charmerende og man fornemmer tydeligt, hvordan der gennem mange år har boet glade og forventningsfulde gæster. Morgenmaden var overraskende god med et udmærket udvalg af mad og drikke.
Hotellet skriver, at der er døgnbemandet reception, men man får sin egen nøgle til at komme ind af fordøren, for receptionen er ikke altid bemandet. Dog er der en klokke man kan ringe på, hvis man ønsker personlig betjening. Et godt råd – tjek ind i åbningstiden hvis muligt eller få en aftale om, hvordan indtjek foregår i ubemandede perioder.
Værdi for pengene
- Tag en gåtur rundt til de store seværdigheder
- Besøg markederne Borough Market og Leadenhall Market
- Nyd en pint i ny og næ på de hyggelige pubs
- Få en virtuel oplevelse i Outhernets NOW house
- Besøg Little Venice og tag en en bådtur med en af de smalle kanalbåde
- Lej en liggestol i en af byens mange grønne oaser
- Få en festlig aften med ABBA i ABBA Voyage
- Besøg cafeen Mr. Foogs
2 thoughts on “Skønne dage i London”
Skøn og inspirerende læsning som altid. Vidunderligt, at I er tilbage. Jeg glæder mig allerede til Athen
Mange tak Josefine, vi er også glade for at være i gang igen. Vi glæder os til Athen 🙂