Korčula – en skjult kroatsik perle
Måske kender I den ikke endnu, men det kommer I til, for den Kroatiske ø Korčula har så meget at byde på af sjæl og charme. Selvom sommeren kan være varm på de kanter, så er det ingen hindring for en skønt visit, da det svalende og smukke Adriaterhav altid er nært.
Øen Korčula
Korčula er den sjette største ø i Adriaterhavet, og er en del af de dalmatiske øer. Den er 47 km lang og i gennemsnit ca. 8 km bred. En stor del af øen er tilgroet med fyrreskov på den hårde klippegrund, mens lokale vinbønder har plantet vinstokke i andre særlige områder. Mere om det senere.

Korčula har en stolt histore. Det er nemlig her, at den kendte opdagelsesrejsende Marco Polo i følge flere historikere blev født, omend det er behæftet med usikkerhed, og den gængse opfattelse er, at det var i Venedig han kom til verden. Korčula var på det tidspunkt, 1254, en del af den Venetianske Republik, og derfor er det ikke usandsynligt, at det faktisk var Korčula. Der er således både hus og museum, som besøgende kan udforske, og få et strejf af historiens vingesus.
Men øen er så meget mere end det. Det er en smuk og tilbagelænet oase, hvor god smag og en laid back stemning møder gæsterne. Selvom vi var der i den absolutte højsæson, var der god plads overalt, og vi fik aldrig fornemmelsen af at være fanget i en turistfælde, hvor det eneste det handler om er at få tømt gavmilde turisters kreditkort.
Byer på Korčula og transporten dertil
Øen har 3 hovedbyer. Vela Luca mod vest, hvor mange færger lægger til, Blato midt på øen og byen Korčula i den østlige ende af øen, hvor der ligeledes er færgeforbindelser. Det var i Korčula vi havde base, og derfor med udgangspunkt i denne by, at indlægget her er skrevet. Byen har ca 2800 indbyggere og ligger smukt placeret for foden af et bjerg, og med den gamle bydel inde bag solide bymure på en lille halvø.

Den letteste vej til Korčula by er med færge fra Split, hvis man som os ankommer med fly. Der er utallige færgeafgange fra flere selskaber til de kroatiske øer, så det er lige med at finde frem til den rigtige. Det er en god ide at booke billet hjemmefra, så man er sikker på en plads på de fyldte færger i højsæsonen for der er efterhånden mange, som har fået øjnene op for det skønne kroatiske øhav. Sejlturen varer fra alt mellem 2 en halv og næsten 4 timer, afhængig af færgetype og hvor mange øer, der stoppes ved undervejs.
Er man på ferie i bil, kan man køre sydpå inde på fastlandet og sejle den korte tur over et smalt stræde fra byen Orebić til Korčula by.
Vi boede hos en sød privat udlejer lidt oppe ad skråningen, men afstanden til havnen og den gamle bydel er kort. På begge sider af den gamle by findes der udmærkede strande, så det er let at få sig en dukkert og blive kølet af, selvom man bliver i byen i dagtimerne. Det er også her det lokale liv udfolder sig, når familier, unge som gamle, hygger sig sammen ved vandkanten med madkurv og baderinge. Naturligvis er man ikke den eneste udenlandske turist på stranden, men Korchula er tydeligvis også en ø, hvor kroatere selv holder ferie.
Man bør sørge for, ikke mindst i formiddags- og aftentimerne, hvor temperaturen er behagelig, at lade sig fare vild i den gamle bys krogede og smalle gader. Gaderne er konstrueret i en slags sildebensmønster, der sørger for luftcirkulation, men ikke direkte vind, så det er behageligt at færdes derinde. Ingen steder er der langt til bymuren, så den skal nok holde en indenfor og hjælpe på rette vej igen, hvis man mister orienteringen. For det er derinde i de små gader man finder hyggelige butikker og restauranter, som frister til et kig indenfor.
Mad og vin – man forkæles
Madscenen i Korčula by

Selvom byen er lille, findes der både en Michelin restaurant i byen, samt en restaurant rekommanderet af Michelin. Men flere restauranter har et højt goumetniveau, så er man til lækker mad er Korčula et fedt sted at udforske. Især strækningen udenfor den østlige bymur byder på mange, hyggelige og smagfuldt indrettede restauranter med spændende menukort.

Er man til lidt mere prisvenlige alternativer, findes der også masser at vælge imellem. Vi faldt for flere af restauranterne et par gader oppe fra havnefronten. Ignis Tapas Bar er et mindre spisested, drevet af et ungt spansk/kroatisk par, som har været vidt omkring i restaurantverdenen, bl.a. på en 3 stjernet Michelinrestaurant. Maden er fantastisk, velsmagende og smukt anrettet, og priserne er meget rimelige alt taget i betragtning.

Er man mere til en drink på et særligt spot, kan vi anbefale at tage en tur på toppen af bymuren på den yderste pynt. Cocktail bar Massimo hedder stedet, og her går de sidste trin op på byporten ad en gammel stigeligende anordning gennem et smalt hul, så det er ikke egnet for gangbesværede eller folk der lider af klaustrofobi. Til gengæld belønnes man med denne skønne placering i en enkelt indrettet bar/cafe. Bestillingerne hejses med håndkraft op på toppen i en kurv, og netop dette lidt primitive islæt gør oplevelsen endnu større. Vi oplevede meget snaksagelige gæster, man rykker lidt sammen i bussen og griner når det bliver lidt småbøvlet 🙂

Lokal vin og en særlig specialitet
På Korčula producerer man sin egen vin, og i området tæt på Korčulaby produceres den helt unikke vin Grk. Og ja – det udtales sådan, prøv engang. Vinen stammer helt tilbage fra oldtiden, hvor orden grk betyder Grækenland. Men ordet betyder også bitter, og kan referere til denne del af smagsoplevelsen ved vinen. Det særlige ved druen er, at den kun producerer hunblomster, så en anden vinsorts hanblomster skal til, for at der fremkommer store kærneholdige druer. De mange ubefrugtede hunblomster giver små druer, som i produktionen giver vinen den helt særlige smag. Frugtrig med syre og en kende bitterhed. Der produceres af nævnte grunde kun ganske lidt Grk vin, og man skal betale ca 20€ pr flaske, men det bør opleves.

Der findes dog en del andre lokale druer, så er man til god vin, kan vi kun anbefale at tage bussen, den lokale båd eller en lejecykel til byen Lumbarda ca 8 km væk, hvor de små vinbønder ligger side om side, og hjertens gerne byder indenfor til en smagning. Er man først i Lumbada, kan man let nå flere af dem til fods. Er man nysgerrig, får man gode historier og snakke med bønderne, som stolt serverer deres vine. Flere steder er det også muligt at få sig en bid mad, så vinen ikke drikkes på tom mave.

Havet omkring Korčula
Ud for Korčulas kyst ligger en del mindre øer, som besejles med små taxabåde fra havnen. Det er bare at gå derned og hen til en af de personer, der stå og sælger dagsbilletter til bådene. Er man på Ø-hop til flere øer på samme dag kan vi anbefale, at man køber en dagsbillet til under 15€, og køber man returbillet til en bestemt ø er prisen ca. 8 – 10€ afhængig af afstanden.
Vi anbefaler en tur til en af de nærmeste øer Badija, hvor der ligger et kloster, og hvor man mødes af en flok meget nysgerrige hjorte når man træder i land. Et underligt fænomen, men ikke desto mindre en sjov oplevelse. Hjortene må ikke fodres i øvrigt. Tag en tur rundt langs kysten – en fin vandretur langs klippestranden, og når det bliver for varmt er det bare om at finde et godt sted og springe i det ginklare vand. Stien øen rundt er velanlagt og der er ikke brug for kort.

Vores absolutte favorit blev dog den ubeboede ø Vrnik. En laid back ø, hvor der findes restaurant og overnatningsmuligheder for besøgende. Det er desuden muligt at leje komfortable liggestole (ret dyre dog), hvilket vi gjorde for at gøre dagen komfortabel på stenstranden. Et særkende ved Vrnik er de hvide sten, der tidligere er blevet brudt og anvendt til bl.a. dele af Capitol Hill, kongresbygningen, i Washington USA. Ret sejt af sådan en lille ø.
Vrnik er ren nydelse. At ligge der i vandkanten, følge de mange både store og små, slentre ud på de små bådebroer, kaste sig i det kølende krystal klare adriaterhav og bestille kolde farvestrålende cocktails i den lille charmerende bar er vores forestilling om en rigtig sydlandsk feriedag. What’s not to like.

Bådene anløber jævnligt havnen, men sørg for at købe billet til en af dem der kommer oftest forbi, ca hver halve time. Nogle selskaber kommer kun en gang i timen, og er der ikke plads på båden er det lang tid at vente til næste afgang.
Korčula er en perle, som vi på det varmeste anbefaler. Vi vender gerne tilbage. Her forkæles krop og sjæl. Men vent ikke forlænge. Vi har en fornemmelse af at øen bejler til at blive af de næste store kroatiske destinationer.
Vi havde fundet en fin lejlighed, Apartments Blue Sky, gennem booking.com hos en sød og gæstfri familie. Lejligheden var rummelig, af ældre dato, men alt var rent og pænt. Lejligheden har en stor terasse, med udsigt over byen, hvor både morgenmad og aftensmåltider kan nydes. Placeringen på en skråning, giver en smuk udsigt over byen, og en hyggelig gangsti fører ned til havnen på under 5 minutter. En virkelig god placering.
Alt i alt en rigtig fin overnatningsmulighed til prisen, så vi giver den 4 Passports.





















