Vilnius – en skjult perle i Østersøen
At rejse til Vilnius er bogstaveligt talt en rejse direkte ind i Europas navle. Og sikke en navle det er. Litauens lille hovedstad rummer alt, hvad man kan ønske sig på en storbyferie.
I det 18. århundrede var Vilnius Østeuropas tredjestørste by. Det faktum kan forklare det væld af bygninger fra forskellige århundreder, man finder i Vilnius’ gamle bydel. Befolkninger fra hele Europa immigrerede gennem århundreder til Vilnius og gjorde byen til en smeltedigel af kulturer.
I den gamle bydel finder man mere end 1500 bygninger fra forskellige århundreder, og i dag har Vilnius den største barokke gamle bydel i Europa.
Det er derfor ikke overraskende for os, at Vilnius i 1994 blev optaget på Unescos verdensarvsliste.
Guidet af lokale
Selvom Vilnius er en lille hovedstad, var det svært at vide, hvor vi skulle starte, da vi ankom . Derfor meldte vi os til en gratis vandretur gennem den gamle bydel med “ Like a local”. Det gav os rigtig god inspiration, så efterfølgende var der masser at udforske yderlkigere.
Vi gik gennem det lille smukke vidunder af en by og blev mere og mere fortryllede. De brostensbelagte smalle gyder, det store antal storslåede kirker, de charmerende baggårde, de små torve med restauranter og caféer, de smilende og venlige mennesker gør Vilnius det hele værd.
Under 2. verdenskrig blev Vilnius stærkt beskadiget, men er i dag smukt restaureret, og i de senere år er der kommet nye boligområder, skyskrabere og gigantiske indkøbscentre til byen.
En nedslående fortid
Vilnius har en omtumlet og interessant historie, og der er rigeligt at dykke ned i. Museet for folkedrabsofre er et must, når man er i Vilnius. Museet ligger i den tidligere KGB-bygning og fortæller historien om, hvordan det sovjetiske regimes forbrydelser blev planlagt og udført. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på os, men den forfærdelige sandhed er vigtig at få fortalt.
Republikken Uzupio bringer smilet tilbage 🙂
Efter den noget kvalmende oplevelse i KGB fængslet, har man brug for noget, der kan stimulere smilehullerne. Besøg den selvudråbte republik Uzupio 😀. Uzupio blev i 1997 selvudråbt af beboerne og har sit eget flag, valuta, præsident, et ministerkabinet og endda sin egen hær med ca. 10 medlemmer. Udråbelsen kom 1. april, og på netop den dato kan man være heldig at opleve, at der, flyder øl ud af en af de offentlige haner i bydelen.
Uzupio har sin egen grundlov med 41 artikler. Vi elsker især nummer 16 (alle har ret til at være lykkelige) og nummer 11 (alle har ret til at passe hunden, indtil en af dem dør), begge tæt fulgt af nummer 24 (alle har ret til ikke at forstå noget). Kopier af de 41 artikler i forfatningen kan findes på en væg på Paupio-gaden oversat til en række sprog. Vi forlod Uzupio i MEGET godt humør.
Tid til en pause?
Hvis fødderne bliver trætte, og munden tørrer ud, så er der mange hyggelige caféer og barer, som kan løse disse problemer. Vores favoritter var The Sky bar på Raddison Blu hotel, med den mest fantastiske fugleudsigt over Vilnius, og The Grill Terrace på VCUP ved Neris-floden, også med en fantastisk udsigt over den gamle bydel. Prøv en af de meget lækre litauiske øl, vores favorit endte med at være Svyturys (pas på ikke at brække tungen ved at udtale det, især ikke efter 5 🍻😀). Har man en sød tand, producerer byens mange bagerier de mest fantastiske kager. What’s not to like!
Det der gør en endnu gladere for Vilnius, og som giver lyst til at blive lidt længere, er de meget lave leveomkostninger sammenlignet med mange andre lande. Vilnius er en af de billigste hovedstæder i Europa. Her kan man forkæle sig selv med god samvittighed og uden at blive ruineret.
Hotel Europa City Vilnius, booket gennem www.booking.com Hotellet er et almindeligt middelklassehotel med pæne, rene værelser og behagelige senge. De serverer en varieret og god morgenmad med flere litauiske specialiteter.
Hotellet ligger kun 200 m fra Gediminas Boulevard og 20 minutter til fods fra den gamle bydel.
Hotellet tilbyder cykeludlejning. Personalet er opmærksomt og hjælpsomme.
Vilnius internationale lufthavn er ikke langt derfra.
Værdi for pengene