Malaga og El Caminito del Rey

Malaga og El Caminito del Rey

Når man er i Sydspanien, bør man helt sikkert forkæle sig selv med en vandretur langs El Caminito del Rey. Denne utroligt smukke vandretur er ikke for folk med højdeskræk, men for alle andre er der garanti for en unik oplevelse.

Den smukke by Malaga

Vi synes, at den nemmeste adgang til El Caminito del Rey er gennem Malaga. Vi besøgte den smukke by Malaga ved foden af de andalusiske bjerge i det tidlige efterår og blev øjeblikkeligt forelsket i denne storslåede by. I september er der stadig lange varme solskinsdage og behagelige aftener, men sommerens menneskemængder er væk.

malaga, spain, september
Malaga-katedralen siges at være en af de smukkeste og mest imponerende i det sydlige Spanien. Vi var imponerede af denne fantastiske bygning med al dens historie. Husk også at besøge de smukke haver, der omgiver katedralen.

Malaga kan dateres tilbage til otte hundrede år før Kristus, men i dag er det en stor moderne by med omkring en halv million indbyggere. Faktisk er Malaga Spaniens sjettestørste by. Man kan flyve til Malagas internationale lufthavn fra stort set alle verdenshjørner. Næsten 70 forskellige flyselskaber flyver til 60 forskellige lande, så der er ingen undskyldning for at blive hjemme.

malaga, square, big square in malaga, Malaga, plaza de la Constitucion, Plaza del constitucion
Plaza de la Constitución

Det er Malagas gamle bydel, der vil fascinere og begejstre, og man kan bruge timer på at vandre langs de brede gågader, udforske de brostensbelagte gyder, nyde byens grønne parker, slentre langs den nye havnefront, besøge små hyggelige Tapas-barer, hvor man forkæles med utrolig lækker mad og masser af smagfuld spansk vin. Men der er også et hav fuld af kulturelle tilbud.

Calle Larios er den vigtigste gade i Malaga. Den smukke gågade er stedet, hvor man finder alle de eksklusive butikker, og man bliver overrasket over den fantastiske udsmykning, som skifter alt efter årstiden. Det er et paradis for shoppere og et godt sted at kigge på mennesker, mens man nipper til et koldt glas Sangria eller køler ned med en is.

Der er masser af interessante kunstgallerier og spændende museer. Faktisk blev Pablo Picasso født i Malaga, så benyt muligheden for at besøge både hans fødehjem og det nye store Picasso-museum www.museopicassomalaga.org.

malaga history, malaga castel,
Et must-see under et ophold i Malaga er helt sikkert La Alcazaba. Den imponerende mauriske fæstning kan ses fra næsten alle steder i byen.

Byen Malaga har en lang og til tider ret voldsom historie, der fortæller om utallige invasioner og krige. Man bør helt sikkert finde tid til at besøge Alcazaba, en smukt restaureret fæstning ved foden af Gibralfaro højen. Der er en fantastisk udsigt over byen fra toppen af de tykke mure.

Den storslåede udsigt over Malaga fra La Alcazaba.

En vigtig ingrediens på en ferie til Sydspanien er de helt enorme mængder af fantastisk middelhavsmad, og i Malaga er udvalget stort. Man kan vælge mellem alt fra restauranter med Michelinstjerner til små familiedrevne tapasbarer. Vi synes, at et gastronomisk højdepunkt på en rejse til Malaga er et besøg på en af de mange fiskerestauranter, der ligger som perler på en snor langs strandpromenaden.

Lækker frisk fisk fra Middelhavet, grillet over åben ild direkte på Malagas strandpromenade. Her på promenaden ligger de mange fiskerestauranter side om side som perler på en snor.

Kokkene tilbereder fisk og skaldyr, friske fra havet, over åben ild direkte på stranden, mens man nipper til et glas iskold hvidvin. En af vores yndlingsrestauranter ved stranden må være El Cabra, www.restauranteelcabra.es Fra restaurantens terrasse er der en fantastisk udsigt over Middelhavet.

malaga park, park spain, malaga, Alameda parque, malaga parque
Gå en tur gennem den vidunderlige Alameda Parque. Her finder man skygge i de varme sommermåneder. Parken med sine tårnhøje palmer, skulpturer, springvand og subtropiske planter er et vidunderligt tilflugtssted fra byens stress og jag. Hundredvis af grønne parakitter lever i træerne og er sjove at iagttage.
Booking.com

El Caminito del Rey

Efter et par dage i Malaga med museums- og gallerihopping, god mad, vin og shopping, er det tid til at tage ud af byen og få lidt sved på panden. Vi anbefaler en vandretur langs El Caminito del Rey. Her er et betagende smukt landskab, og mere end én gang vil knæene ryste af spænding.

caminito del rey, malaga, spain, hike, walk, adrenalin
Caminito del Rey, når den er bedst. Turen er ikke for folk, der lider af højdeskræk.

Tag vandrestøvlerne på, bind snørebåndene, og bliv klar til højdepunktet på ferien i Sydspanien. El Caminito del Rey blev oprindeligt bygget som en gangbro for arbejdere, der skulle krydse mellem Chorro Faldene og Gaitanejo Faldene som en del af deres arbejde på de vandkraftværker, der ligger der. Konstruktionen af gangbroen blev udført mellem 1901-05.

caminito den rey, spain, malaga, adrenalin hike, hike
Smukt landskab under vandreturen. Man taber kæben mere end én gang p.g.a. den fantastiske udsigt.

El Caminito del Rey fik sit nuværende navn i 1921, da kong Alfonso Xlll krydsede den i forbindelse med indvielsen af Conde del Guadalhorce-dæmningen. I mange år blev stien ikke vedligeholdt, og den eroderede langsomt og forfaldt. Tidligere var El Caminito del Rey kendt som den farligste gangsti i verden. Gennem årene har mange klatrere mistet livet i et forsøg på at gennemføre stien. I 2011 blev det besluttet at reparere gangbroen, og efter 4 års omfattende renovering blev den genåbnet i 2015.

bridge, scary walk, caminito del ray, spain, malaga, andalicia
En af de mest skræmmende dele af vandreturen var, da vi skulle krydse denne smalle bro, der hang over en kløft. Nogle af vores medvandrere var nødt til at holde hinanden i hånden, mens de gik over….men ikke os naturligvis 😉

Sådan kommer man derhen

Når man bor i Malaga, er den nemmeste måde at komme til El Caminito med tog fra hovedbanegården. Tag toget til El Chorro, turen tager cirka en time. Tjek køreplanen på www.renfe.com. Togpriserne er meget rimelige.

Når man står af i El Chorro, skal man dreje til venstre, og kommer derefter snart til stoppestedet for shuttlebussen til Ardales. Turen tager cirka 20 minutter. I Ardales står man af ved restauranten El Kiosko. Fra restauranten er der skilte mod checkpointet. Det er her, man skal vise sine fortrykte billetter, møder guiden, hvis man har arrangeret en, og få sin obligatoriske sikkerhedshjelm. Det er ikke nødvendigt med en guide. Det vil kun være nødvendigt, hvis man ønsker mere uddybende information om regionen og selve gangbroens historie.

caminito del rey, malaga, adrenalin hike, Spain, Andelucía
Målløs …

Nu er det endelig tid til at starte vandreturen. Hele ruten er 7,7 km lang og tager ca. 2,5 time. Cirka 5 kilometer af ruten er på gangbroer, der er skåret ind i den lodrette klippevæg … Det er her, den virkelige spænding starter. På ruten passeres nogle fantastiske landskaber. Nogle steder er kløften kun 10 meter bred, andre steder svæver gangbroen 100 meter over flodlejet. Hvis man er heldig, kan bjerggeder spottes på klippehylderne, og kigger man op hoved ses flokke af egyptiske gribbe, der svæver på de termiske vinde, der stiger op fra kløften.

Spain, malaga, caminito del rey
Næsten fremme …

El Caminito del Ray er virkelig værd at besøge. Vi elskede hvert minut og vil til enhver tid vende tilbage. El Caminito er en lineær tur, kun én retning. Fra nord i Ardales til syd i El Chorro. Dermed slutter turen der, hvor man stod af toget.

Tilbage i El Chorro, er der måske et par timer til rådighed og brug for en solid frokost. Hvorfor ikke tilbringe dem på terrasserestauranten på det lille boutique-hotel, Complejo Turistico Rual La Garganta, www.lagarganta.com. Fra terrassen har man den smukkeste udsigt over bjergene og dalen nedenfor.

spain, malaga, Andalucía, caminito del rey

Mens vi nipper til et glas iskold Verdejo, er det næste svære valg, hvad vi skal vælge fra restaurantens virkelig lækre menu. Noget af det bedste mad, vi fik på vores rejse til Sydspanien, fik vi her. Vores anbefaling må være den fyldte avocado med mango og frisk blød ost ledsaget af en hjemmelavet marmelade af peberfrugter.

Efter en dag fyldt med skønne oplevelser, dejlig mad og smagfuld vin kan man tage en velfortjent eftermiddagslur på togturen tilbage til Malaga. Vi vil aldrig glemme denne dag langs El Caminito del Rey.

Godt at vide
  • Ingen adgang for børn under 8 år
  • Tjek vejrudsigten, El Caminito holder lukket i blæsevejr
  • Medbring rigeligt emd vand og snacks, det er ikke muligt at købe undervejs
  • Køb billetter online i forvejenreservas.caminitodelrey.info
  • Respekter reglerne på infotavlerne
  • Priser: Alm. billet 10€, shuttle bus inkluderet 11.55 €. Med tour guide 18 €
Her boede vi
Hotel Venecia

Hotel Venecia er et lille, meget velbeliggende hotel kun en kort gåtur fra den berømte Calle Larios, den utroligt grønne bypark med træer og palmer fra hele verden, og hvor bogstaveligt talt hundredvis af grønne papegøjer flyver hen over hovedet på dig, og fra den smukke havnefront. Venecia har værelser af meget varierende størrelse og kvalitet. Prøv at få et værelse med en af de små balkoner. Hotellet serverer en meget enkel morgenmadsbuffet. Personalet er hjælpsomt og opmærksomt. I forhold til kvaliteten er hotellet lidt for dyrt.

Værdi for pengene

Gallery – lige lidt ekstra

One thought on “Malaga og El Caminito del Rey

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.