Lissabon – kravler under huden på dig
Da vi en dag i februar steg ud af flyet i Lissabon og blev kysset af en mild strålende sol på vores blege vinterkinder, kunne vi næsten mærke lykkehormonerne eksplodere i hjernen.
Normalt får byen en del regn i februar, men vi var heldige, for vejrguderne var i godt humør, og i 8 dage havde vi hele 18-20 grader, skyfri himmel og strålende solskin. Lissabon har de varmeste vintre af alle metropoler i Europa. Lige hvad vi havde brug for efter måneder med mørke og regn.
Lissabon er det europæiske fastlands vestligste hovedstad og ligger smukt på 7 bakker ved breden af Tejo-floden. Det er en af de ældste byer i verden og tilsyneladende den ældste i Vesteuropa og har derfor en lang og farverig historie. Byen er meget smuk med interessant arkitektur, charmerende pladser, stejle stræder, snoede brostensbelagte gader, betagende udsigtspunkter (miradouros), raslende og vuggende sporvogne, glade og smilende indbyggere, forførende fadosangere, lækker mad og alt for meget smagfuld vin. Lissabon kryber virkelig ind under huden på dig
Vi synes, at Lissabon opleves bedst til fods. Det er, når man vandrer rundt i byens gader og stræder, at man lærer dens charme og herlighed at kende. Da byen ligger på 7 bakker, skal man være forberedt på lidt motion, men når eller hvis trætheden infinder sig, kan man hoppe på en sporvogn eller tage den meget effektive metro. Den er billig, nem at bruge og bringer dig fra A til B på ingen tid.
Ingen bør besøge Lissabon uden at tage en tur med en af byens gammeldags sporvogne, der skramler og svinger sig gennem byens smalle gader og brede boulevarder. De bevæger sig mageligt af sted, og man kan under turen følge det daglige liv i gaderne. I nogle af de smalle gyder kan man kigge direkte ind i folks stuer og se, hvad der er på bordet til aftensmad. Vores anbefaling er en tur med rute E28, som kører gennem det maleriske Alfama-distrikt. E28 betjenes af de klassiske 1930 Remodelado enkeltvognsporvogne. Den bedste chance for en plads er, når man stiger på helt i begyndelsen af ruten, Praca do Martim Moniz eller Campo de Ourique station. Billetter kan købes direkte hos sporvognens chauffør.
Vi blev helt forelskede i Lissabons sporvogne, og hvis man, ligesom os, ikke kan få nok af denne gammeldags transportform, skal man hoppe på E15 og sætte kursen mod det charmerende kvarter Belem. Dette maleriske område af Lissabon er stedet, hvorfra skibe i gamle dage sejlede ud med de opdagelsesrejsende, som rejste rundt på kloden og vendte tilbage med skibe fyldt med skatte fra den nye verden.
Her findes Belem-tårnet. Et befæstet tårn, der blev opført for at beskytte Lissabon mod angreb fra søsiden. Man kan sagtens bruge et par timer på at vandre gennem dette fascinerende område, og når man er mæt at indtryk og trænger til et sukkerkick, bør man besøge The Casa Pasteis De Belem, og hurtigt komme i den syvende “kagehimmel”.
I over 150 år har dette bageri og denne café lavet og solgt den absolut lækre Pastel de Nata. En lille tærte med vanillecreme. Bedst når den er drysset med flormelis og kanel og spises lunken. Der er altid travlt i caféen, og på en god dag bliver der langet mere end 20.000 af disse små vidundere over disken, som er ekstremt vanedannende. Skyl dem ned med en kop kaffe og et glas portvin, og så bliver energidepoterne hurtigt fyldt op igen.
Fado – soundtracket til Lissabon
En af de oplevelser, der har brændt sig fast i vores hukommelse, og som vi altid vil forbinde med Lissabon og Portugal, er fadomusik. Fado er en gammel portugisisk musiktradition, hvor en sanger ledsaget af en portugisisk guitarra og en akustisk guitar synger om sit begær, håb, kærlighed og resignation. Kort sagt, synger om livets barske realiteter. Vi var helt fortryllede af denne kunstform, som tager lytteren med på en rejse gennem hele følelsesregistret, selv om man ikke forstår et ord. Fado er Lissabons soundtrack.
Fredag aften var vi heldige at få bord på Sao Miguel Grandes Cantorias, saomiguelgrandescantorias.com, en af de hyggelige små fadorestauranter i Alfama-distriktet, og her havde vi vores fadodebut. I løbet af aftenen hørte vi de smukke melankolske sange fremført af yngre og ældre sangere, mænd og kvinder, som formidlede denne smukke sangtradition på bedste vis. Vi blev forelskede i fado øjeblikkeligt.
Efter denne oplevelse måtte vi bare grave lidt dybere i fadomusikken, og derfor købte vi billetter til musicalen “Amalia” på Teatro Politeama, www.filipelaferia.pt. Og det er vores absolutte insider-topvalg i Lissabon, hvis musicalen er på programmet i det tidsrum man besøger byen.
Selvom vi ikke forstår et eneste ord portugisisk, blev vi helt opslugt af historien om Portugals ukronede dronning af fado, Amelia Rodrigues. Amalia betragtes som en af de 25 vigtigste portugisiske personligheder fra den demokratiske periode, og efter hendes død blev der erklæret 3 dages landesorg. Hun døde den 6. oktober 1999, 79 år gammel. Musicalen fortæller historien om hendes liv på en måde, der må fange enhver tilskuer. Musikken er fantastisk, og de medvirkende er uovertrufne. Især skuespilleren Alexandra, der spiller rollen som den modne Amalia, sang sine sange med en intensitet og en styrke, der gav os gåsehud. Det er en af de mest intense musikalske oplevelser, vi nogensinde har haft. Forestillingen var fantastisk, men at se entusiasmen og glæden hos det portugisiske publikum gav os en unik og fantastisk aften. Bravo … bravo blev råbt igen og igen fra det dedikerede publikum.
Charmerende områder
Hvert af Lissabons kvarterer har sin egen autenticitet og charme, og det er derfor næsten umuligt at fremhæve det ene frem for det andet. Men – Alfama kvarteret er nu lidt noget særligt. Alfama er det ældste i Lissabon, og det er altid en oplevlese at vandre gennem dette kvarter med charmerende, smalle brostensbelagte gader og stræder. Når man er i dette område, bør man besøge den smukke Miraduro de Santa Lucia, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byens røde tegltage.
Hvis man ikke kan få nok af udsigten over Lissabon i fugleperspektiv, bør man helt sikkert besøge Elevador de Santa Justa i Baixa-distriktet. Denne fantastiske vertikale støbejernselevator i nygotisk stil er et besøg værd, ikke kun på grund af den betagende udsigt fra den øverste platform, men også på grund af selve den smukke, elegante struktur. Med en højde på 45 meter og 7 etager er Elevador de Santa Justa et af Lissabons ikoniske vartegn.
Det er også i Alfama-distriktet, du finder Chapito, det perfekte sted at starte en aften i byen. Denne hyggelige restaurant ligger i forbindelse med en cirkusskole, hvilket tydeligt mærkes. Det er nødvendigt at bestille bord og forsøg at få et ved vinduet på første sal. Restauranten ligger højt oppe, og her ved vinduet bliver man belønnet med den mest fantastiske udsigt. Ud over den perfekte beliggenhed byder de på lækker mad, store cocktails og et sjovt, humoristisk og meget hjælpsomt personale.
Efter en god flaske vinho verde og en stor portion lammekoteletter er det tid til en gåtur gennem Barrio Altos gyder, der er fyldt med barer og små spillesteder. Folk er glade og åbensindede, drinksene er store, velsmagende og meget billige. Her finder man alle de ingredienser, der skal til for at holde en fest, som for det meste foregår på gaden. En aften i Barrio Alto giver måske lidt tømmermænd, men en god kur er en lang gåtur langs den smukke kystlinje vest for Lissabon.
Tag toget fra Cais do Sodre mod Estoril. Herfra kan man gå langs strandpromenaden til den lille maleriske by Cascais. Denne elegante og dejlige kystby er charmerende med sine majestætiske, smukke gamle bygninger, sine fiskerbåde, der ligger for anker i bugten, de små restauranter og caféer og de smukke grønne parker. Vandet er dybblåt og indbyder til en svømmetur. Det perfekte sted at restituere med masser af frisk havluft og sol.
Det smukke og spektakulære Sintra
Når man er i Lissabon-området, skal man indtænke et besøg i Sintra. Denne smukke lille by, der ligger i de fyrretræsbevoksede bakker 30 minutter med tog nordvest for Lissabon, vil forbløffe, overraske og forundre. Byen er opført på UNESCO’s verdensarvsliste og er kendt for sine fantastiske paladser, ekstravagante huse, fascinerende historiske bygninger og fantasifulde haver. Det er helt eventyrligt.
Slottet Pena Palace (www.parquesdesintra.pt), er lige så farverigt som var de fra Disneyland, og haverne, som dem man finder på Quinta da Regaleria (www.regaleira.pt), er mystiske og etableret med inspiration fra Dantes Inferno.
Haven er en fornøjelse at udforske, og den er fyldt med mystiske symboler, hemmelige huler og fantasifulde installationer. Hver gang man drejer om et hjørne, bliver man overrasket over en ny overraskende detalje. Vi elskede Quinta da Regaleria og tilbragte timer her med at udforske haverne.
Vi var også ret vilde med gule og røde Pena-palads, et tidligere hjem for konger og i dag betragtet som et af Portugals syv vidundere. Dette nationale monument står som et fyrtårn på toppen af en bakke og kan ses i miles omkreds. Nogle synes, at Pena er for meget og for kitchet, vi synes, det er noget særligt. Der er en legende og barnlig charme over dette farverige slot, og det bringer helt sikkert smilet frem.
- Musicalen Amalia
- Santa Justa Elevador
- Områderne Alfama and Barrio Alto
- Chapito
- Casa Pasteïs de Belem
- Sporvogn E28
- Cascais
- Sintra
The Sana Capitol er en dejligt middelklassehotel i et stille område 20 minutters gang fra Rossio togstationen og kun 5 minutters gang fra metrostationen Marques de Pombal. Hotellet var booket via www.booking.com.
Værelserne er smukt indrettet, sengene er komfortable og badeværelset er rummeligt med badekar. Der er gratis toiletartikler. Værelserne har desuden en minibar. Personalet er meget opmærksomt og venligt. Morgenmaden serveres som buffet og er meget lækker.
Værdi for pengene
http://www.carris.pt/en/elevators/
http://chapito.org/?s=page&p=38
http://www.cascais-portugal.com/index.html
http://www.sintra-portugal.com/index.html
http://lisbon-portugal-guide.com/index.html